Categories
Krop og fysik

Raw food slankekur – kan man opnå et godt og varigt vægttab med raw food


Det er lidt over en uge siden vi afsluttede vores eksperiment, hvor min ven Jakob og jeg testede raw food i 30 dage.

Jeg har siden da tænkt over at en del mennesker fristes af raw food fordi de vil tabe sig. Mon det er en god ide eller findes der alternativer, som man hellere skal overveje, hvis man vil tabe sig?

Hvordan min vægt udviklede sig med raw food

Lad os til at starte med kigge på hvordan min vægt udviklede sig i de 30 dage jeg levede af raw food.

raw food vægttab, udvikling

På trods af der ikke røg meget andet ind end frugt, grøntsager og nødder, så tabte jeg mig kun 0,4 kg fra jeg startede til jeg sluttede med at spise raw food. Om morgenen, dag 1 vejede jeg 77,3 kg og om morgenen efter dag 30 vejede jeg 76,9 kg.

0,4 kg er ikke ligefrem noget vægttab, som det er værd at skrive hjem om. Det er så lidt, at det ligeså godt blot kan skyldes den måleusikkerhed der nu engang er, når man vejer sig med en ganske almindelig badevægt.

Er jeg et repræsentativt eksempel?

Spørgsmålet er dog om jeg er et repræsentativt eksempel på hvor meget man taber sig, hvis man lever af raw food morgen, middag og aften i 30 dage.

Jeg var rimeligt trimmet da jeg startede på raw food, så det var svært for mig at tabe mig alverden. Når først ens fedtprocent er nede på 9%, så skal der meget til før der ryger mere fedt af.

raw food vægttab, før og efter

Jeg tror derfor godt, at jeg kunne have tabt mig, hvis jeg havde haft noget mere fedt at brænde af undervejs (fx. hvis jeg havde vejet ligeså meget, som da jeg i sin tid gennemførte min effektive slankekur, hvor jeg tabte 7,2 kg på 15 dage).

Glem ikke at kigge på fedtprocenten

0,4 kg er som sagt ikke ligefrem et vægttab, som det er værd at skrive hjem om. Men det bliver det måske, hvis vi samtidigt kigger nærmere på hvordan min fedtprocent har udviklet sig i de 30 dage vi levede af raw food.

Om morgenen, dag 1 var min fedtprocent 9%, men 30 dage senere, om morgenen dagen efter dag 30 havde den sneget sig op på 11%.

Dvs. jeg var blevet federe, selvom jeg havde tabt mig en lille bitte smule!

Raw food er en elendig slankekur

Helt præcist, så kan man regne sig frem til, at jeg i løbet af de 30 dage jeg levede af raw food har tabt 1,9 kg muskler og taget 1,5 kg fedt på*.

Man kan derfor sige, at al den raw food har haft den stik modsatte effekt af hvad man ønsker sig, hvis man går på slankekur (da det jo først og fremmest handler om hvordan man ser ud i spejlet og ikke om hvad man præcis vejer eller ikke vejer).

Kan man opnå et varigt vægttab med raw food?

Samtidigt, så kan man også spekulere på om man overhovedet kan opnå et varigt vægttab med raw food.

Generelt er det jo sådan, at mange taber sig når de går på slankekur og så tager det hele på igen, når de vender tilbage til deres mere eller mindre sunde kostvaner.

Det er umuligt at opnå et varigt vægttab, hvis man ikke ændrer sine vaner og holder op med at æde den samme lortemad som man er blevet tyk og fed af.

Men kan man leve af raw food for evigt, når man har afsluttet en raw food slankekur og evt. har tabt sig?

Det tvivler jeg på efter selv at have oplevet hvor svært det er at leve af raw food i blot 30 dage.

Det er de færreste der har lyst til at leve af raw food for evigt og det er de færreste der kan gøre det, hvis de ikke virkelig, virkelig brænder for det. Og så der jo også lige spørgsmålet om hvorvidt raw food overhovedet er sundt (efter min oplevelse med raw food, så tvivler jeg på det særligt sundt).

Et godt alternativ til raw food slankekuren

Alt taget i betragtning, så synes jeg man skal droppe raw food slankekuren og overveje paleo mad og min effektive slankekur i stedet.

Hvis man undgår at spise masser af kulhydrater (i form af pasta, ris, brød, etc.), så skal man nok tabe sig. Det har nemlig vist sig, at det er kulhydraterne der gør os overvægtige og ikke fedtet, som mange af os ellers går og tror.

Jo færre kulhydrater man spiser, des mindre tager man på. Og spiser man under en vis mængde kulhydrater, så begynder de overflødige kilo at rasle af en – præcis ligesom de gjorde, da jeg i sin tid var på slankekur.

Lad være med at gøre det svært at holde vægten

At undgå for mange kulhydrater er noget man kan blive ved med for evigt, mens det er langt sværere at blive ved at spise raw food morgen, middag og aften.

Lever man af raw food, så er der ingen grænser for hvad man ikke må spise. Vil man undgå for mange kulhydrater, så skal blot skifte pasta, ris og brød ud med grøntsager og salater (hvilket er lettere end man måske umiddelbart tror).

Selv har jeg levet af paleo mad i lidt over et år, hvilket er en sikker vej til at undgå for mange kulhydrater – og selv om jeg ikke er særligt striks med min mad og ikke lever 100% paleo, så har jeg ikke haft de mindste problemer med at holde vægten.

*) En kropsvægt på 77,3 kg med en fedtprocent på 9% betyder at fedtet vejer 7,0 kg, mens en kropsvægt på 76,9 kg med en fedtprocent på 11% betyder at fedtet vejer 8,5 kg. Kropsvægten uden fedt bliver derved hhv. 70,3 kg og 68,4 kg.

Categories
Krop og fysik

Raw food – sådan var det at være raw fooder i 30 dage


Langt om længe er min ven Jakob og jeg blevet færdig med vores eksperiment, hvor vi prøvede raw food af i 30 dage.

Det har været 30 lange dage, som det har været hårdt at komme igennem, men nu er vi færdige og det er blevet tid til at se tilbage på hvordan det er gået, hvad vi har lært og om raw food er noget, som det værd at fortsætte med at spise.

Et hårdt eksperiment at komme igennem

At det har været hårdt at komme igennem eksperimentet skyldes tre ting: Maden har været kedlig og ensformig, det har været svært at få energi nok og af flere grunde, så er det møgbesværligt at være raw fooder.

Raw food er kedligt og ensformigt

raw foodLad os først kigge på hvorfor jeg synes, at raw food er en kedlig og ensformig måde at spise på.

Som raw fooder, så er man begrænset til veganske ingredienser (frugt, grøntsager, nødder o.lign.), selvom der også findes enkelte raw foodere, der også spiser fx. råt kød.

Vi valgte at holde os til de veganske ingredienser ligesom de fleste raw foodere gør det. Men det betød så, at vi, i modsætningen til fx. vegetarer, ikke kunne bruge fx. mælk og æg i vores madlavning.

At man har så lidt at arbejde med skaber en masse begrænsninger på hvad man kan lave af mad.

Samtidigt, så må den mad man laver ikke varmes op over 42 C (deraf navnet raw food). Det gør, at næsten alt min mad i de 30 dage eksperimentet kørte var en kedlig omgang, der stort set smagte af det samme næsten uanset hvad jeg prøvede at lave (men det har tilgengæld været nemt, da der ikke var noget som kunne brænde på :))

Faktisk er det kun vores besøg på raw food restaurant, som jeg husker tilbage på som en positiv, kulinarisk oplevelse. Det må blankt indrømmes, at de på raw food restauranterne kunne få noget væsentligt bedre mad ud af de rå ingredienser end jeg kunne.

Selv ikke de store mængder frugt jeg spiste var nogen fornøjelse, da der simpelthen var for meget af det. Når man spiser 30 bananer om dagen, så går man rundt med en væmmelig sød smag i munden det meste af tiden og frygter i den grad for hvordan ens tænderne har det med at være i konstant syrebad.

Mangel på energi, træthed og dårlige performance

En ting er at maden er kedlig og ensformig. Det kan man godt klare, hvis man er motiveret, strammer hjælmen og tænker på, at det kun drejer sig om noget man skal leve med i 30 dage.

Noget andet og langt værre er, at energitætheden i de fleste raw food ingredienser er meget lav. Så lav, at der skal rigtig, rigtig meget mad til, hvis man skal have energi nok til at klare sig igennem dagen.

For at få energi nok, så skal man op og spise det der svarer til 30 bananer om dagen – eller mere, hvis man, som jeg, dyrker en del sport og måske ikke sover så meget.

Selvom jeg synes, at jeg spiste masser af mad i de 30 dage eksperimentet kørte, så var der ingen tvivl om at det gik ned ad bakke som eksperimentet skred fremad.

Som dagene gik, så fik jeg mindre og mindre energi og til sidst gik jeg faktisk og følte mig træt og udkørt det meste af tiden – og det selvom jeg skruede ned for hvor meget jeg trænede og begyndt at sove væsentligt mere end jeg plejer.

Til sidst kunne man også se på mig, at jeg ikke var helt så sund og frisk som jeg plejede. Jeg så simpelthen træt og bleg ud – og det gør jeg stadig nu, 3 dage efter eksperimentet sluttede (selvom min kone heldigvis har sagt, at jeg har til morgen var begyndt at få lidt farve i ansigtet igen).

Møgbesværligt for alle parter

At raw food er kedligt og ensformigt og det er svært at få energi nok er mine to første kritikpunkter. Det tredie er, at det er møgbesværligt at være raw fooder for både en selv og ens omgivelser.

Når man skal leve af raw food, så er der som tidl. nævnt rigtig, rigtig meget mad som man ikke må spise. Ikke kun fordi det skal være vegansk og det ikke må varmes op, men også fordi det viser sig, at rigtig mange ting fx. bliver pastauriseret (dvs. varmet op for at dræbe evt. bakterier). Det gælder fx. grøntsager på glas som fx. oliven og syltede agurker.

Man er derfor endnu mere begrænset i sin madlavning end man umiddelbart regner med, hvis man ikke vælger at bruge en mindre formue på at købe alting i raw food version (hvilket er muligt, hvis man er indstillet på at betale for det).

Hvad skal man gøre, når man går ud?

raw food madpakkeDet er også besværligt at spise ude, når der er så meget man ikke må spise. Medmindre man vælger salat og atter salat, så kan man ikke spise noget som helst på de fleste restauranter (hvis vi ser bort fra raw food restauranterne) – og selv hvis man holder sig til salat, så er det svært at undgå fx. de omtalte pastauriserede oliven.

Som raw fooder kan man heller ikke spise det, som de fleste sætter på bordet, når de har gæster. Og kan eller vil man ikke det, så er man efter min mening godt på vej til at blive totalt irriterende for ens omgivelser (i modsætning til fx. vegetarer der for min skyld gerne må bevæge sig uden om kødet, når de kommer på besøg).

Hjemme hos os selv har min tid som raw fooder også været et problem for resten af familien. Igen og igen har jeg måtte afvise at spise min kones lækre mad, hvilket har presset hendes store tolerance til kanten flere gange.

Hvorfor mange raw foodere ikke spiser 100% raw food

At man er så besværlig og irriterende for sine omgivelser når man er raw fooder tror jeg er en væsentlig grund til, at mange raw foodere ikke spiser 100% raw food. Jeg tror meget vel, at det kan være en væsentligt grund til at mange kun spiser fx. 50% eller 70% raw food (man kan kalde sig raw fooder, hvis ens kost består af 75% raw food).

En anden grund til at mange raw foodere ikke spiser 100% raw food kan også være, at de bliver nødt til det for at få energi nok. Det gælder især de raw foodere, der fokuserer på grøntsager fremfor frugt (det er ikke nemt, men trods alt lettere at få energi nok fra masser af frugt fremfor masser af grøntsager).

Det endte med 98% raw food

Lige fra vi startede vores eksperiment gjorde jeg det klart, at jeg ikke regnede med at leve 100% af raw food. Når jeg var ude, så ville jeg simpelthen ikke irritere mine omgivelser, være besværlig og nægte at spise den mad, som blev sat på bordet.

spareribs og champagneJeg endte derfor med at spise ca. 98% raw food i de 30 dage eksperimentet kørte. De gange jeg ikke holdt mig til raw food var en kop kaffe på dag 12, en almindelig frokost på dag 14, samt, hvis man virkelig er krakiler, vores festmiddag om aftenen på dag 30, hvor vi spiste spareribs, drak champagne og fejrede eksperimentets afslutning.

I løbet af eksperimentets første 14 dage drak jeg desuden ca. 5 kopper rødvin i alt. Iflg. flere raw food bøger er rødvin raw food, men alligevel er der nogen faste raw foodere der mener, at man skal holde sig fra rød vin. Jeg holdt mig derfor helt fra rødvin i eksperimentets sidste halvdel.

Nogen raw foodere vil sikkert mene, at jeg ikke har testet raw food ordentligt fordi jeg ”kun” spiste 98% raw food – men helt ærligt, hvis de 2% skulle gøre så stor forskel, så er det efter min mening blot endnu en grund til at holde sig fra raw food (så bliver det nemlig endnu mere besværligt end jeg allerede har råbt op om ovenfor).

En dyr omgang at leve af raw food

Nu når jeg er i gang med min klagesang omkring raw food, så skal det også med, at det hurtigt bliver en dyr omgang at leve af raw food.

Pga. den lave energitæthed, så skal der rigtig meget mad til – og jo mere mad man køber, jo dyrere bliver det selvfølgelig.

Selvom frugt og grøntsager umiddelbart synes billigere end fx. kød, så løber det hurtigt op fordi der skal så meget til.

At det bliver en dyr omgang gælder ikke mindst, hvis man vil lave nogle mere spændende raw food retter og derfor skal bruge andre ingredienser end blot frugt, grøntsager og nødder.

I så fald skal man nemlig ud og købe raw oliven, raw kakaopulver og hvad ved jeg, hvilket viser sig at koste en mindre herregård. Fx., så koster raw kakaopulver noget i retning af 4-5 gange så meget som en tilsvarende portion kakaopulver koster i Netto.

Er det sundt at spise raw food?

De fleste raw foodere spiser raw food fordi de mener, at det er sundere og det får dem til at føle sig bedre tilpas (efter en evt. detox periode, da de skiftede fra almindelig kost til raw food).

Men jeg fik det ikke bedre af at spise raw food. Snarere tværtimod, så jeg har svært ved at tro på at det skulle være så sundt som nogen vil gøre det til.

Udenfor raw food kredse ser det da også ud til, at der er en vis enighed om at det ikke er skidesmart at leve af raw food, hvis man vil have alle de næringsstoffer kroppen har brug for.

Men der er selvfølgelig også dem der mener paleo mad er noget hø, så jeg skal da ikke kunne afvise, at der er folk som har fået det bedre af at spise raw food. Min ven Jakob, som jeg gennemførte eksperimentet med, har fx. haft en væsentlig bedre oplevelse end jeg har haft.

Og uanset hvad, så virker raw food da umiddelbart som et bedre valg end det lortemad, som der er rigtigt mange danskere der lever af.

Kan man blande forskellige raw food retninger?

raw food salatUndervejs i eksperimentet har der været røster fremme om, at jeg ikke havde det optimalt fordi jeg blandede mad fra flere forskellige retninger inde for raw food. Retningen gourmet raw food, hvor der er fokus på at få energien fra fedt (nødder, avocado, etc.) og retningen 80/10/10, hvor der er fokus på at få energien fra kulhydrater (først og fremmest frugt).

Jeg kan dog ikke se hvorfor det skulle være et problem at blande de to ting. Det hele er jo råt og der er jo ingen i naturen, der vil nægte at spise det ene fremfor det andet, hvis det er den mad der tilgengængelig.

Og oven i det, så viser det sig jo også, at de fleste faste raw foodere blander til en vis grad. Gourmet raw fodere spiser også frugt og 80/10/10’ere spiser også grøntsager og nødder.

Dage med 80/10/10 raw food

raw food banan shakeFor at sikre mig, at der ikke var hold i kritikken, så prøvede jeg til sidst i eksperimentet at leve 100% efter reglerne for 80/10/10 retningen.

I flere dage i træk røg der uendelige mængder frugt ned og jeg undgik bevidst nødder, avocado, etc. (det var her, at jeg bl.a. prøvede at spise 30 bananer om dagen).

Det var bestemt ikke nogen fornøjelse, da jeg derved blev endnu mere begrænset i hvad jeg kunne spise og samtidigt følte mig mindre og mindre godt tilpas. Det var faktisk her, at filmen for alvor knækkede ifht. hvordan jeg havde det (men det kan ligeså vel skyldes, at jeg på tidspunkt havde levet over 25 dage af raw food).

Hvordan ser fremtiden ud for raw food

Alt taget i betragtning, så har det været noget af en omgang at prøve raw food i 30 dage. Men det lykkeds – uanset hvor hårdt det var undervejs og uanset hvor irriterende det har været for mine omgivelser (undskyld).

For mig er der ikke nogen tvivl. Raw food er et overstået kapitel. Jeg synes i den grad det tappede mig for energi og velvære, så nu går turen med stor glæde tilbage til den paleo mad, som jeg plejer at leve af.

Categories
Krop og fysik

På raw food restaurant i København (med masser af lækre raw food billeder)

I sidste uge var min ven Jakob og jeg ude at spise raw food to gange. Vi var nemlig så heldige, at vi var blevet inviteret på besøg på to forskellige raw food restauranter i København ifbm. vores eksperiment, hvor vi prøver at leve af raw food i 30 dage.

Firefly

Den første raw food restaurant vi besøge var Firefly, der ligger Frederiksborggade 26, 1360 København K.

Firefly, udenfor Firefly, indenfor

Da vi havde kigget det smarte elektroniske menukort igennem var der ingen tvivl. Vi skulle helt sikkert have hhv. en raw food burger og en raw food pizza, da vi begge to har hår på brystet og netop gik og savnede den slags mad (uanset vi normalt lever temmeligt sundt og bestemt ikke spiser burger og pizza hver dag).

Firefly, burger Firefly, pizza

Begge dele smagte overraskende godt, men selvfølgelig også meget anderledes end en normal burger og pizza gør det (da de jo begge var ren raw food, inkl. fx. ketchupen på burgeren).

Især burgeren var værd at skrive hjem om – og det virkede også som om der var mere mad i den end i pizzaen.

Til maden kvælte vi to smoothies. En med avocado, ananas, spinat, lime og ingefær (Firefly smoothie) og en med avocado, æble, agurk, citron, selleri og squash (Green smoothie).

Firefly, smoothies

Efter maden kunne vi ikke sige nej til et par af Firefly’s lokkende kager, så vi afsluttede måltidet med en Raw Apple Pie og en Raw Rasperry Cheese Cake.

Firefly, raw apple pie Firefly, raw rasperry cheese cake

Virkeligt gode kager, selvom flødeskummen til min Raw Apple Pie var noget anderledes end vi havde forventet 🙂

42Raw

Et par dage efter vores besøg på Firefly lagde vi vejen omkring raw food restauranten 42Raw, der ligger Pilestræde 32, 1112 København K.

42Raw, udenfor 42Raw, indenfor

Hos 42Raw havde de været så geniale at sætte en raw food tapas anretning på menukortet, så man kunne få smagt lidt af hvert på en gang. Der var derfor ingen tvivl. Jeg tog en tapas anretning, mens min ven Jakob lod sig lokke af en omgang raw food chilli sin carne (som chilli con carne uden kød, deraf navnet chilli sin carne).

42Raw, raw food tapas 42Raw, raw food chilli sin carne

Især tapas’en imponerede med et par virkeligt lækre sandwich (retten ved siden af de to sandwich var en lille portion godt krydret thai ”nudler”).

Til maden fik vi to juice. En med rødbede, æble, agurk og ingefær (New Orleans) og en med gulerod, æble og ingefær (New York).

42Raw, juice

Efter maden tillod vi os at sætte tænderne i et par kager (hvilket man sagtens kan gøre, da raw food kager slet ikke feder som almindelige, konventionelle kager gør det).

42Raw, kage 42Raw, kage

Noget helt andet end vores egen raw food

Efter næsten tre uger med vores egen hjemmelavede raw food, så var der ikke nogen tvivl om, at det var rart at komme ud og prøve noget andet.

For det var virkelig noget andet. Der er milevid forskel på den raw food jeg har kunne frembringe derhjemme i køkkenet og den raw food, som vi fik serveret på de to restauranter (ikke kun fordi de er bedre til at lave raw food, men også fordi de har alt udstyret der skal til).

Skal vi allesammen spise raw food?

De fleste faste raw foodere har nok prøvet af spise på raw food restaurant forlængst, så for dem er der ingen grund til at jeg råber op om, at de skal aflægge de to restauranter et besøg.

Men hvad med os andre, der ikke lever af raw food til daglig? Skal vi også prøve at spise på en raw food restaurant selvom vi ikke har givet os i kast med et længere eksperiment, hvor vi virkelig prøver raw food af?

Det er ihvertfald noget man skal overveje, for det er oplevelse at spise der og få noget helt andet mad end det man plejer at sætte tænderne i (præcis ligesom hvis man går på nye etniske restauranter).

Categories
Krop og fysik

15 dage med raw food – status på vores raw food eksperiment og nogle erfaringer med at leve af raw food

raw food, bananerDer er nu gået 15 dage siden min ven Jakob og jeg startede vores eksperiment, hvor vi prøver at leve af raw food i 30 dage. Det er derfor tid til en status, hvor jeg fortæller lidt om hvordan det går med vores eksperiment og hvilke erfaringer jeg har fået med raw food indtil videre.

Det ser lysere ud end sidst

Siden min sidste raw food update, så er tingene begyndt at se noget lysere ud. Sidst var jeg ved at falde ned af stolen af træthed, men sådan er det heldigvis ikke længere.

Jeg er langt mere frisk og fuld af energi nu end jeg var for en uge siden, men helt på samme niveau som normalt, før jeg startede på raw food, er jeg ikke.

At jeg ikke længere er ved at falde ned af stolen af træthed skyldes formodentlig, at jeg har skruet væsentligt op for hvor meget mad jeg presser ned hvad dag.

Jeg troede ellers de 2680 kalorier jeg indtog på min testdag ville være nok, men det er det åbenbart ikke. Der skal virkelig mere til, hvilket de mere faste raw foodere da også anbefaler.

Raw food, rødvin og detox perioder

Jeg er mægtig glad for, at min mangel på energi formodentlig skyldes, at jeg ikke spiste nok. Der var nemlig også røster fremme om, at det fx. kunne skyldes jeg drak en kop rødvin i ny og næ (rødvin er raw food) eller at kroppen endnu ikke havde vænnet sig til en kost, der er væsentlig anderledes end min normale paleo mad.

Samtidigt kan jeg dog ikke være helt afvisende overfor, at kroppen skal have tid til at vænne sig til raw food. I raw food kredse snakker man om, at man skal igennem en detox periode på 7-9 dage, når man starter på raw food – og det svarer faktisk nogenlunde præcist med, at både min ven Jakob og jeg fik det væsentligt bedre efter at have levet af raw food i ca. 9 dage.

Er der energi nok til at dyrke sport?

Siden vi startede på vores raw food eksperiment, så har det været min plan, at jeg ville dyrke sport ligesom normalt. Desværre er det ikke lykkeds helt, da min mangel på energi har fået mig til at skære lidt ned på både mængden (3-4 gange om ugen i stedet for 5 gange) og intensiteten (ikke så længe hver gang og ikke så hårdt som normalt).

Det ender let med at være kedligt og ensformigt

raw food, raw sushiAt jeg er begyndt at få mere energi betyder dog ikke, at det hele er en dans på roser. Jeg må indrømme, at jeg synes raw food er lidt kedligt og ensformigt – og det uanset, at vi har prøvet at lave nogen spændende retter som fx. raw sushi.

Når jeg har lavet raw food, så synes jeg tit, at der har manglet noget. Fx. en slat bacon eller lidt mozarella i salaten eller rigtig ris og fisk i sushien (risen bliver byttet ud med blendet pastinak i raw sushi).

En væsentligt årsag til jeg synes raw food er kedligt og ensformigt er dog nok, at vi ikke har alle de professionelle remedier der skal til, hvis man vil lave rigtig spændende raw food (dehydrator, etc.).

Hvis vi havde det, så ville vores mad formodentlig være væsentligt mere spændende, selvom der stadig ville være tale om raw food (når vi har været på raw food restaurant, hvor de har alle remedierne, så har maden ihvertfald været væsentligt mere spændende end derhjemme).

Får raw food mig til at småfryse?

Oven i det, så synes jeg også, at jeg har gået og småfrosset lidt i de sidste mange dage. Det er godtnok blevet koldere i vejret, men jeg synes alligevel, at jeg fryser mere end jeg burde gøre.

Jeg fryser ikke så meget, at det er ubehageligt, men det er nok til, at jeg bemærker det.

Og hvis man først går og småfryser, så er det fandme ærgeligt, at man ikke lige kan tillade sig at tage en kop varm kaffe el.lign. 🙁

Det største problem ved raw food

Det største problem ved raw food er dog ikke, at maden er lidt kedelig eller at jeg går og småfryser. Det største problem er så absolut, at det er besværligt og møgirriterende for ens omgivelser.

Hvis man er 100% raw fooder, så er der næsten ingen almindelig mad, som man må spise. Det viser sig nemlig, at stort set alt indeholder ingredienser, der har været varmet op eller som er animalske i en eller anden grad (som fx. mælk).

Min kone er ellers meget tolerant, men det hænger hende virkelig ud af halsen, at jeg i over to uger ikke har ville sætte tænderne i noget af hendes ellers lækre mad (og det hænger faktisk også mig ud af halsen, da jeg mægtig gerne vil spise hendes mad).

Ikke 100% raw food, men tæt på

En ting er at drive min kone til vanvid, noget andet er at drive alle andre omkring en til vanvid. Så fra starten på vores eksperiment planlagde jeg, at jeg ville spise hvad der blev sat på bordet, når jeg var ude.

Jeg levede derfor kun af 100% raw food de første 11 dage af vores eksperiment. På dag 12 kunne jeg ikke undslå mig for en kop kaffe og på dag 14 var jeg ude og spiste en almindelig frokost (bl.a. bestående af en længe savnet oksesteg).

Den ene kop kaffe og frokosten gør nok, at jeg alt i alt har levet 98% af raw food i den første halvdel af vores eksperiment – nok til, at jeg mener at jeg kan bedømme raw food ordentligt (man skal fx. kun leve af 75% raw food for at kalde sig raw fooder).

Ingen gener ved at spise almindelig mad

Nogen raw foodere snakker om, at de får det dårligt, når de spiser almindelig, opvarmet mad, men sådan har jeg ikke haft det.

Hvis man ser bort fra at jeg spiste for meget mad til den almindelige frokost på dag 14, så har jeg ikke følt nogen som helst gener ved at spise almindelig, opvarmet mad efter næsten to uger med raw food.

At jeg følte mig meget mæt efter den almindelige frokost på dag 14 skyldes helt sikkert, at jeg spiste for meget. Jeg har haft det på præcis samme måde, når jeg har spist for meget raw food på en gang (hvilket nemt kan ske, da der skal en del mad indenbords pga. den lave energitæthed).

Categories
Krop og fysik

Raw food – kalorier, træthed og mangel på energi

For et par dage siden mødtes jeg med ham, som jeg prøver raw food af sammen med. Der var da gået 6 af eksperimentets 30 dage og der var ingen tvivl om, at vi var begge to ved at falde ned af stolen af mangel på energi 🙁

Klokken var ikke engang blevet halv ti før vi begge to sad og gabte – og inden da vi forlængst blevet enige om, at vi slet ikke havde performet på samme niveau som vi plejede i den sidste lille uges tid.

Kun en positiv oplevelse

Godtnok havde jeg løbet en anelse hurtigere end normalt et par dage tidligere, men det var også den eneste positive oplevelse der havde været siden vi startede på raw food.

Hvis man ser bort fra den ene løbetur, så havde vi begge været trættere end normalt i den sidste lille uge og bl.a. trænet dårligere end normalt (fx. mht. at løfte vægte).

At vi har været så trætte har bl.a. medført, at jeg har sovet mere end jeg plejer i den sidste lille uge. Normalt har jeg kunne nøjes med under 5 timers søvn i døgnet, men efter et par dage med raw food steg mit søvnbehov til ca. 7 timer i døgnet.

Vi har ikke følt os sultne

Ingen af os har godtnok følt os sultne på noget tidspunkt siden vi startede på raw food, men da vi mødtes var vi alligevel enige om, at vi måske var trætte og manglede energi fordi vi ikke får nok at spise.

Det er nemlig meget let at komme til at spise for lidt, hvis man lever af raw food.

Grunden til det er, at fx. rigtig mange grøntsager har en meget lav energitæthed. Der skal fx. 330 gram gulerødder til for at give os den samme energi som vi får fra 100 gram ris eller 47 gram oksekød (dvs. for at få det samme antal kalorier).

raw food, gram og energi(klik på tabellen for at se den i stort format)

Det lå derfor lige for at forestille os, at vi ikke får nok at spise selvom vi ikke har gået og været sultne på noget tidspunkt (selvom energitætheden er lav, så fylder maden jo stadig i maven).

Hvad og hvor meget jeg spiser

At vi måske ikke får nok at spise duer jo ikke, så i går tog jeg en dag, hvor jeg skrev ned præcis hvad og hvor meget jeg fik at spise.

Fra da jeg stod op om morgenen til jeg gik i seng om aftenen vejede og fotograferede jeg simpelthen alt hvad der røg indenbords (liste her).

banan raw food musli appelsiner
nødder og dadler raw food sushi, frokost rosiner og banan
frugt, dadler og nødder avocado og nødder raw food sushi, aftensmad
rødvin raw food kage


Senere smed jeg så alt maden ind i Fitday.com, så jeg kunne se præcis hvor mange kalorier jeg havde spist og hvordan fordelingen af kulhydrater, fedt og protein så ud.

Kommer jeg i kalorieoverskud?

Overraskende nok, så fik jeg i løbet af dagen flere kalorier indenbords end jeg behøver. Jeg har tidl. fundet ud af, at jeg behøver 2070 kalorier om dagen for at fungere, men i går ser det ud til, at der røg hele 2680 kalorier indenbords.

raw food kalorier tabel(klik på tabellen for at se den i stort format)

Underligt. Man kunne let forstå vi er trætte og mangler energi, hvis vi ikke får energi (kalorier) nok, men det er åbenbart ikke tilfældet.

Det ser tværtimod ud til jeg er i kalorieoverskud, så hvad mon så forklaringen er på at jeg er træt og har mindre energi end normalt?

En mulig forklaring

En mulig forklaring kan være, at kroppen skal vænne sig til en kost, der er helt anderledes end den paleo mad jeg normalt spiser.

Det ser ud til, at det er den forklaring mange raw foodere hælder til. At man skal igennem en detox periode, når man starter på raw food. En detox periode der ikke nødvendigvis er særlig rar, men nødvendigt før alt bliver fryd og gammen.

En anden forklaring

En anden mulig forklaring kan være, at kroppen har svært ved at optage energien ordentlig, da raw food indeholder rigtigt mange fibre.

Kan det være, at de mange fibre får maden til at fise lige igennem, før kroppen for en chance for at gøre noget ved den?

Det kan også være, at der virkelig er forskel på kalorier – præcis ligesom jeg tidligere har fundet ud af, at det ikke er vores indtag af kalorier der gør, om vi taber os eller ej.

En anderledes kalorieoverskud

En ting er ihvertfald sikkert: Kalorieoverskudet her har en hel anden virkning end for nogle måneder siden, hvor jeg tog en uge i bevidst kalorieoverskud (baseret på kød, æg og proteinshakes).

Dengang havde jeg ikke ingen problemer med træthed og mangel på energi, men det har jeg som sagt nu – og det samme har min ven, som jeg prøver raw food af sammen med.

Når man sammenligner energifordelingen fra dengang med nu, hvor vi prøver raw food af, så ser den iøvrigt også helt forskellig ud:

paleo energi diagram
Kød, æg og proteinshakes
raw food energi diagram
Raw food

Måske har det også noget med sagen at gøre? Er det grunden til, at vi er trætte og mangler energi?

Categories
Krop og fysik

Raw food i 30 dage – smart eller helt hat og briller?

En af mine venner og jeg har i et stykke tid snakket frem og tilbage om raw food (vegetarisk kost, der ikke må varmes op over 42 C).

Vi har snakket frem og tilbage om hvorvidt man kan leve af raw food, om en sådan kost kan give os energi nok og om det vil være en fornøjelse at være raw fooder eller ej – og så selvfølgelig om raw food i det hele taget er særligt smart eller om det er helt hat og briller.

Der er kun en måde at finde ud af det på og det er at prøve det selv, så i går startede vi et eksperiment, hvor vi begge vil forsøge os med at leve af raw food i 30 dage.

Er raw food helt hat og briller?

Mit umiddelbare indtryk af raw food er, at det er hat og briller. Såvidt jeg kan se, så er det kedligt, besværligt og ikke spor sundt.
Godtnok påstår raw fooderne, at man fx. bevarer en masse vigtige og sunde enzymer når maden ikke varmes op, men spørgsmålet er om det reelt betyder noget. Såvidt jeg kan læse mig frem til, så ødelægges disse enzymer nemlig alligevel, når maden bliver nedbrudt i mavesækken.

Og oven i det, så kommer der så risikoen for man let kommer til at mangle div. vitaminer og aminosyrer, hvis man beslutter sig for at leve af raw food.

Slut med varm mad

Raw food må som sagt ikke varmes op over 42 C på noget som helst tidspunkt.

Det begrænser udfoldelserne i køkkenet noget, da en stor del af vores normale kost som bekendt bliver kogt, stegt eller bagt. Vi må derfor til at spise på en hel ny måde, når vi nu skal leve af raw food i 30 dage.

Vores udvalg af ingredienser bliver også begrænset fordi maden ikke må varmes op over 42 C på noget som helst tidspunkt. Det viser sig nemlig, at rigtigt mange madvarer er blevet varmet op under fremstillingen – selv madvarer, som man ikke umiddelbart forestiller sig blive varmet op (fx. havregryn, der dampes ved 100 C undervejs i fremstillingen).

Energi og vægttab

Nu hvor vi skal leve af raw food i 30 dage, så er jeg meget i tvivl om jeg kan få energi nok indenbords. Energitætheden i det meste raw food er nemlig temmeligt lav, så der skal en del mad på bordet hver eneste dag – ikke mindst fordi jeg normalt træner 5 gange om ugen og sover relativt lidt (hvorved jeg får et relativt stort energibehov).

Såvidt jeg kan se, så er den lave energitæthed grunden til, at mange mennesker taber sig når de begynder at spise raw food. Det er ihvertfald ikke madens opbygning der er grunden til vægttabet, da fx. frugt indeholder masser af kulhydrater (det er kulhydraterne der får os til at blive overvægtige og fede – og ikke fedtet som vi ellers har gået og troet i jeg ved ikke hvor mange år).

Hvorvidt jeg også vil tabe mig bliver spændende at se, da jeg allerede er rimeligt trimmet pga. den paleo mad jeg normalt lever af (77,3 kg og en fedtprocent på 10).

95% raw food

I de næste 30 dage, så vil jeg som udgangspunkt gå efter at leve 95% af raw food.

Jeg vil ikke forsøge at leve 100% af raw food, da det fx. vil gøre det umuligt for mig at spise ude uden at være både besværlig og irriterende (hvem gider at invitere folk på middag, der nægter at spise maden og i stedet hiver deres egen madpakke op af tasken).

For mig, så svarer 95% raw food til at jeg må spise et ”normalt” måltid om ugen og drikke 2 kopper kaffe el.lign. om ugen.

Iøvrigt er det de færreste raw foodere, der lever 100% af raw food. I stedet, så spiser de fleste af dem fx. 50% eller 80% raw food – og så vegetarisk eller ”normalt” for resten.

Kostplaner og raw food ingredienser

Inden vi startede vores eksperiment kiggede vi lidt på forskellige raw food kostplaner, men jeg har besluttet mig for ikke at følge nogen af dem.

Grunden til det er, at jeg ikke er nogen gud i et køkken og at mange raw food opskrifter benytter ingredienser, som vi ikke lige har stående (selvom jeg selvfølgelig har købt ekstra ind af frugt, grøntsager, nødder og div. olier, etc.).

Jeg har i det hele taget et problem med mange af raw food ingredienserne, da de synes uforholdsmæssigt dyre ifht. normale ingredienser – ikke mindst fordi der er tvivl om hvorvidt det virkelig betyder noget om maden bliver varmet op eller ej.

Min plan for de næste 30 dage

I stedet for at følge en kostplan, så vil jeg lave raw food af hvad jeg nu har liggende/får købt ind af frugt, grøntsager, nødder o.lign. – og så selvfølgelig gøre mit til, at jeg ikke løber tør for ingredienser og derfor ikke kan få dækket min sult.

raw food bøgerDet er min plan at spise tre måltider om dagen og så tage en snack eller to når der er behov for det (efter træning og når jeg er sulten mellem måltiderne).

De fleste af mine måltider vil sikkert komme til at bestå af rå frugt og grøntsager, nødder, salater, råkost o.lign. – samt div. raw food opskrifter, som jeg vil forsøge mig med at lave (jeg har lånt lidt forskellige raw food kogebøger på biblioteket).

De fleste af mine snacks vil sikkert komme til at bestå af rå frugt og grøntsager, nødder, dadler, shakes o.lign.

Mht. drikkevarer, så vil jeg som udgangspunkt holde mig til vand og en kop rødvin i ny og næ (rødvin er ok iflg. de raw food bøger jeg har læst, mens fx. øl er totalt bandlyst).