Categories
Glæde Minimalisme

Der er ikke mange dage til du dør! Får du nok ud af de dage du har tilbage?

Har du nogensinde tænkt over hvor mange dage du har at leve i? Hvor mange dage der er fra du blev født til du dør, gammel, slidt og mæt af dage.

Prøv engang at gætte på hvor mange dage du har at leve i. Både fra du blev født af og fra i dag af, med den alder du efterhånden har nået.

Hvad gættede du på? Jeg tør godt lægge en blank femkrone på, at du gættede forkert. At du gættede et antal dage, der er højere end hvad du rent faktisk har at gøre godt med.

Hvor mange dage du har at gøre godt med

Lad os sige, at du kan regne med at blive 90 år gammel (folk der læser min blog er nogle sunde sataner, der forhåbentlig lever rigtig længe). I så fald har du lidt over 32.000 dage at gøre godt med fra du bliver født til du dør.

Som tiden går, så bliver der selvfølgelig færre og færre dage tilbage. Selv er jeg 36 år, så hvis jeg kan regne med at blive 90 år gammel, så har jeg under 20.000 dage tilbage!

Den store, lunke leverpostejsuppe

At have så få dage at gøre godt med er en skræmmende tanke. En tanke, der får en til at skamme sig over, at de fleste dage ikke er til at skille ad fra hinanden.

Grunden til at vi ikke kan skille dagene ad er, at der ikke sker en skid. Når der ikke er den store forskel på ene og den anden dag, så glider det hele ud i en stor, lunken leverpostejsuppe 🙁

Tænk bare på dit eget liv. Kan du, lige her og nu og uden at kigge i kalenderen, fortælle præcis hvad du lavede i forrige uge?

Måske kan du huske en enkelt ting eller to, men næppe mere end det. Det er kun hvis du lavede noget andet end normalt, at du kan huske mere end det (hvis du fx. var ude at rejse).

Prøv også at huske hvad du lavede for en måned eller to siden. Kan du huske noget som helst derfra?

Når livet går hurtigt. Alt for hurtigt

Når der ikke sker en skid, så begynder livet at gå hurtigt. Alt for hurtigt. Så hurtigt, at det føles som om dagene flyver afsted og man er blevet et par år ældre før man har set sig om.

Det eneste man kan huske fra de sidste par år er nogle enkelte begivenheder. Resten er forsvundet i den store, lunke leverpostejsuppe.

Jo mere kedligt og ensformigt ens liv er, des hurtigere føles det som om livet går. Hvis der ikke er forskel på dagene, så tager den ene dag den anden og pludselig, så er der er gået en masse år og man er blevet en hel del ældre.

Fyld livet med oplevelser og action

Fordi det hænger sådan sammen, så gælder det om at få noget ud af livet, så det ikke pludselig er forbi før man har set sig om.

Det gælder om at turde fylde livet med oplevelser og action, hvis man vil have noget ud af dagene og få livet til at gå lidt langsommere.

Hvis man gør det, så er der også gode chancer for, at man bliver lykkeligere end man ellers ville være. Det er nemlig oplevelser og action der gør en lykkelig.

Det er faktisk direkte dumt at bruge sine penge på at købe hus, bil og alt muligt andet lort. I stedet, så bør man bruge pengene på oplevelser – og man kan godtnok få mange oplevelser for de samme penge som det koster at købe et hus eller en bil.

Hvorfor så mange af os er fanget i den store, lunke leverpostejsuppe

Men nok om hvordan man får mere ud af sine dage og hvorfor oplevelser og action til enhver tid trumfer hus og bil.

Lad os i stedet kigge lidt på hvorfor der er så mange af os, der er fanget i den store, lunke leverpostejsuppe.

Hvis man spørger folk omkring sig, så vil mange af dem sige, at det er fordi de bliver nødt til at arbejde og tjene penge. Hvis de ikke arbejder, så er der ikke penge til mad, bolig og hvad ved jeg.

Men er det nu også helt sandt?

Jeg vil vove den påstand, at næsten alle familier i dagens Danmark sagtens kunne leve for langt færre penge end de gør.

Hvem i alverden har sagt, at en familie skal have en bolig på over 100 m2. Hvem har sagt at man skal have bil, den nyeste mobiltelefon og røde bøffer morgen, middag og aften?

Minimalisme giver frihed til oplevelser og action

Hvis man prøver at leve mere minimalistisk, så vil man med stor sandsynlighed opleve, at man får langt flere penge mellem hænderne. Måske så mange penge, at man kan nøjes med at arbejde halvdelen af året og være ude at rejse resten af tiden.

Det er ingen skam at være minimalist og bruge færre penge og have relativt få ting. Snarere tværtimod. Det viser, at man har set lyset og set hvad der gør en lykkelig.

Jo mere minimalistisk jeg selv bliver, des mere glad og fri føler jeg mig. Hvis det ikke var for resten af min familie, så tror jeg, at jeg havde solgt lejligheden og begyndt at leve i en rygsæk.

Hvad det er, der afholder folk fra at fylde livet med oplevelser og action

Det er med andre ord ikke arbejde og penge, der afholder folk fra at fylde livet med oplevelser og action.

I stedet, så tror jeg det er frygt der gør forskellen. Rigtig, rigtig mange mennesker er pissebange for at træde ved siden af og gøre noget nyt og anderledes.

Det kræver mod at droppe drømmen om fast arbejde og egen bolig og i stedet satse på et spændende liv, der er fyldt med oplevelser og action.

Mere mod end det er de fleste forundt. Ikke mindst fordi det kræver, at man tør gå sige egne veje og sige nej til den slagne vej.

By Mads Phikamphon

Programmør og ret glad for body hacking, effektivitet, minimalisme og cyklisme.

15 replies on “Der er ikke mange dage til du dør! Får du nok ud af de dage du har tilbage?”

Fordi det koster tid og energi at tjene mere. Tid og energi som jeg synes ofte er bedre brugt på noget andet end at tjene penge.

Ikke mindst fordi det jo viser sig, at så snart de basale behov er opfyldt, så betyder det næsten ingen ting for ens glæde og lykke hvor mange penge man tjener.

Men det betyder noget hvor tilfreds man er med sin indtægt – uanset om den så er stor eller lille, hvis de basale behov er opfyldt, http://fuau.dk/main.aspx?pagetype=51&id=33

Pas nu på hvem du kalder direkte dum.

Man kan jo også spare rigtig megen tid ved f.eks. ikke at spilde tid på at skrive alle sine gale ideer ned og publicere dem på sin blog 🙂

Det er desværre mest mig selv/os selv jeg opfatter som dumme, når jeg tænker på at vi fx. har købt en lejlighed.

Sammenlignet med vores lille, gamle lejlighed, så vil jeg umiddelbart ikke sige, at det har gjort os lykkeligere at få næsten dobbelt så meget plads.

Hvis man ser bort fra den bedre placering, så vil jeg sige, at vi var ligeså lykkelige i vores lille, gamle lejlighed som vi er i det store lokum af en lejlighed vi bor i nu.

… men tilgengæld har vi fået fornøjelse af at bruge ca. 150,- kr mere om dagen på vores bolig end vi gjorde før.

Jeg gad sgu godt se dig og familien hængende i din gamle lejlighed indtil dine børn nåede teenagealderen. Hvordan er det lige at du havde tænkt dig at du ville kunne gå ind på dit kontor og sætte et skilt “far arbejder” på døren der? 🙂

Skulle du ud på altanen? Eller du kunne måske med fordel gå ned i BR og erhverve dig dit eget indianertelt hvor du så kunne sidde og kukkelure indeni med høretelefoner og laptop 😉

150 kroner om dagen kan være mange penge hvis man ikke har dem eller hvis det er penge man skal prioritere for at finde, men sådan er det vel ikke rigtig for dig, så jeg kan ikke helt se pointen i at spare dem for at leve som sild i tønde.

Bilen derimod er mere fornuftig at undvære, men det er mest af hensyn til miljøet IMHO.

Man kan godt lave kontor og alt muligt andet i en lille 3-værelses. Se bare her, hvor der er nogen der virkelig har tænkt over tingene og lavet en lille 3-værelses om til en 5 værelses: http://www.bolius.dk/alt-om/boligindretning/artikel/familie-paa-4-paa-65-kvadratmeter/

Enig i at det er forskelligt hvor meget 150 kr betyder for folk. Jeg tror dog det betyder mere for de fleste end man umiddelbart regner med.

Hvis en almindelig familie fx. kan spare 150,- om dagen, så svarer det til at kunne spare 4500,- om måneden. Det svarer så igen til ca. 8000,- før skat, hvilket er ensbetydende med om en voksen i familien kan gå på deltid eller ej.

Skulle jeg vælge imellem 1) stor lejlighed og fuldtidsarbejde eller 2) lille lejlighed og deltidsarbejde, så er der i min verden ingen tvivl. Jeg ville til enhver tid vælge deltidsarbejdet, så jeg ikke behøvede at stresse rundt hver eneste dag. Uanset det så ville betyde, at vi skulle bo på mindre plads.

Af samme grund mener jeg det er forrykt at have en bil medmindre man har et stort og helt konkret behov for den (fx. hvis man bor på bøhlandet, hvor offentlig transport er en by i Rusland). Ikke mindst fordi mange folks behov sagtens kan klares vha. fx. en delebil.

Det er vel som man ser på det.. Synes det er HELT forkert at antage at tid = penge, det er lidt den fejlagtige antagelse..

Nu arbejder jeg fx kun måske 2-3 timer om dagen, men tjener flere penge end jeg ville gøre med et alm. arbejde. Det har selvfølgelig kostet meget tid, sved og tårer at komme i gang, men nu har jeg jo mere tid?

Er helt enig i tankegangen om lykke, penge osv.

Men jeg tror dog også at mange finder mere lykke, i at skabe noget selv, det bringer lykke at arbejde for at nå sine mål.

Jeg synes bestemt også, at det er helt forkert at antage at tid = penge.

At jeg ikke vil sætte lighedstegn mellem de to ting er en af grundene til at jeg er selvstændig 🙂 Så kan jeg arbejde igennem og holde fri når jeg er færdig i stedet for at sidde på et kontor og glo på et ur og vente på kl. bliver 16.

Hvis du spørger mig, så er det helt hul i hovedet at man får løn efter hvor lang tid man er på arbejde og ikke efter hvor meget man producerer, etc. Jeg forstår ikke hvorfor de fleste arbejdspladser ikke forlængst har indført ROWE, https://www.genvejen.dk/den-made-vi-arbejder-pa-er-for-dum-hvorfor-du-kun-skal-arbejde-1-time-om-dagen/

Hvad arbejder du med siden du kan nøjes med at arbejde 2-3 timer om dagen?

Om det bringer lykke at skabe noget selv kommer jo an på hvad man brænder for. Hvis man brænder for sin biks, så bliver man med stor sandsynlighed lykkelig ved at arbejde med den.

At sidde og trille tommelfingre gør ingen lykkelige, det handler om at have noget at gå op i (problemet er så bare at de færreste brænder ret meget for deres arbejde, hvilket er grunden til at jeg mener ens tid og energi ofte kan bruges på noget bedre end at tjene penge).

Mads, igen et rigtig fedt blog post!

Jeg tænker på hvad dit syn er på folk der har fast arbejde, hvordan kan de bryde igennem “leverpostejen”?

De har jo et job, der skal passes, penge der skal tjenes for at familien kan få mad og tag over hovedet osv.

Kan man overhovedet bryde igennem, hvis man har et almindeligt job og ikke er en entreprenør type som dig selv?

Hvis man skruer ned for sit forbrug og bliver mere eller mindre minimalistisk, så har man brug for færre penge i dagligdagen. Det gør så at man kan arbejde mindre og fx. holde fri halvdelen af året.

Det lyder måske urealistisk, men det tror jeg ikke det er. Hvis man fx. tjener 30.000 kr om måneden, så svarer det til 180.000 kr om året hvis man kun arbejder halvdelen af året. Af det skal der løst beregnet betales 60.000 kr i skat, hvorved man har 120.000 kr tilbage.

Lad os så sige, at man kan klare sig for 12.000 kr om måneden i Danmark (enlig uden børn). Det betyder at man i den halvdel af året man arbejder i Danmark bruger 72.000 kr, hvorved der er 48.000 kr tilbage til resten af året – mere end nok til fx. en lille 6 måneders tur til Asien 🙂

Et andet perspektiv på sagen.

Det er også et spørgsmål om man tror at livet bare er et led i en større process. Måske er vi ikke ment til at nå 1000 ting, men blot samle nok ressourcer til at vi kan få så mange som muligt børn og stadig kunne give dem føde og passe på dem. Dette skridt går ud på at samle ressourcer i form af familie, fordi næste skridt skal man overleve sammen med den familie gruppe man samlede i livet. Og alt det rejse gejl er blot frås som ikke bidrager til formålet med livet 🙂 Derimod materielle goder og et stærkt hjem er det som holder familien stor og samlet.

Biologisk set er det nok ikke helt skævt, at meningen med livet er at få nogen børn og derved føre ens gener videre. Spørgsmålet er så bare om det er nok? Jeg elsker mine børn, men jeg vil da være ked af, hvis vi bare skal sidde derhjemme og kukkelure dag ud og dag ind.

Hvorfor skal materielle goder betyde noget ifht. at holde familien stor og samlet? Familien kan vel holdes stor og samlet uanset om man køre cykel, bus eller Mercedes.

Før i tiden mener jeg at man brugte meget det med underholdning til at skabe sammenhold – ex romerriet hvor colosseum blev brugt til gladiatorkampe og andre kampe og teater. Og i Afrika bruger man danse og fester. Det var bare en anden form for reality shows, som vi nu ser på tv. Desuden samles vi ude hos venner, i parker og andre fjerne steder. Desuden kunne børn finde naturens materialer som lejetøj direkte i naturen og på den måde skabe variation fra dag til dag. Alt sammen noget som gør at vi har behov for at købe tv’er til hjemmet, biler, christianiercykler til transport, lejetøj, blu-ray afspiller og x-box og forny tingene ofte af hensyn til den variation vi ellers ikke kan skabe i et ”naturløs” bymiljø.

Desuden kombineres det med at vi ønsker inden for alle områderne at have noget som er minimum lige så godt som ”naboens” af hensyn til at udvise styrke på ressourcer og ikke svaghed.

Derudover ønsker mænd såvel som kvinder hele tiden at fastholde partneren ved at se smuk ud. Vi ved jo at det er et tegn på sundhed primært fra kvindens side for at kunne føde sunde børn. I dyrenes verden kan det eksempelvis vises ved en masse flotte farver, hvilket mennesker også genskaber i tøjkultur. Jo flottere jo højere oppe af rangstigen i forhold til at udstråle sundhed og velstand.

Dermed mener jeg helt bestemt at vi alle er generisk materialister. At benægte det vil være at sammenligne med at erklære sig lykkelig over at bo ensom og alene.

Tror umiddelbart du har ret i, at vi fra naturens side har tendens til at være materialistiske. Hvis der ikke var en sådan tendens, så tror jeg de færreste ville være særligt materialistiske, da det ikke giver særligt meget værdi (lykke) ifht. besværet/omkostningerne (tid, penge, etc., der kunne være bedre brugt på andre måder).

Men at vi har sådan en tendens betyder jo ikke, at man ikke kan overvinde den. Vi har jo fx. også en tendens fra naturens side til at elske søde sager, men det betyder jo ikke, at de fleste af os sidder og smider slik i gabet fra morgen til aften.

Jeg tror i hver fald at du har ret i at vi mennesker er gode til at arbejde imod naturen og naturen i os selv 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *