Categories
Krop og fysik

Madpyramiden gør dig fed – hvorfor madpyramiden er skyld i vor tids fedmeepidemi

Jeg kan tydeligt huske dengang jeg i skolen og vi igen og igen snakkede om madpyramiden og alle dens lyksaligheder. Hvis vi bare huskede på madpyramiden og spiste efter den, så ville vi allesammen blive noget så sunde og dejlige.

Men blev vi så det? Har madpyramiden gjort os allesammen møgsunde eller er den fx. skyld i, at så stor en del af befolkningen i dag er overvægtige?

Madpyramiden kort fortalt

Kort fortalt så siger madpyramiden (den opdaterede version fra 2011), at vi skal spise masser af kartofler, rugbrød og grøntsager (madpyramidens bund), en vis mængde pasta, ris, hvedebrød og frugt (midten) og kød, fisk og æg i ret begrænsede mængder (toppen).

De hurtige kulhydrater er et kæmpeproblem

Hvis vi går udfra at det er de hurtige kulhydrater der gør os fede, så er det et kæmpeproblem, at madpyramiden er bygget op med fokus på kartofler, rugbrød og til dels også pasta, ris og hvedebrød.

Kartofler, brød, pasta og ris er nemlig netop den slags mad, der indeholder masser af hurtige kulhydrater (sammen med frugt i alt for store mængder).

Jo flere hurtige kulhydrater vi smider indenbordes, des mere galt går det med vores vægt. Dvs. at jo flere kartofler og jo mere brød, pasta og ris vi smider indenbords, des sværere har vi ved at tabe os eller blot holde vægten.

Hvordan vi i stedet skal spise

I stedet for at spise så mange hurtige kulhydrater, så er der meget der tyder på, at vi i stedet skal fokusere på at få vores energi fra fedt, protein og langsomme kulhydrater.

Dvs. at vi skal droppe kartofler, brød, pasta og ris og undgå at gå amok i frugt, hvis vi vil tabe os eller blot holde vægten uden at tænke nærmere over det.

I stedet for at spise masser af kartofler, brød, pasta og ris, så skal vi spise efter paleo mad/stenalderkost principperne med masser af grøntsager og ting fra toppen af madpyramiden som kød, fisk og æg.

Mine erfaringer med paleo mad

Hvis vi på den måde ændrer vores madvaner til paleo mad, så er det ingen sag at tabe sig eller holde vægten. Og meget tyder faktisk også på, at det er sundere at leve på den måde.

Selv har jeg efterhånden levet 1,5 år af paleo mad, uden dog at være 100% striks omkring det (jeg vil mene at jeg spiser 90% paleo mad, da jeg fx. ofte spiser hvad der bliver sat på bordet når jeg er ude).

At jeg har levet i 1,5 år på den måde betyder bl.a., at jeg kan holde mig trimmet selvom jeg spiser godt til hver dag (min sixpack er forlængst kommet igen efter mit muskeleksperiment).

Hvordan mine smagsløg har ændret sig

At jeg har levet af paleo mad sålænge betyder også, at mine smagsløg har ændret sig, så jeg slet ikke synes pasta, ris, etc. smager særligt godt. Selv brød, som jeg ellers tidligere var meget glad for, er jeg begyndt at synes mindre og mindre om.

At mine smagsløg har ændret sig, har også betydet, at jeg ikke længere synes om fx. slik. Det eneste slik jeg kan lide i dag er meget mørk chokolade, hvilket meget heldigvis tyder på er sundt i begrænsede mængder 🙂

Skal man også droppe mælken?

Udover at droppe kartofler, brød, ris og pasta og spare på frugten, så er der også nogen paleo folk der mener, at man skal droppe bl.a. mælken og nøjes med at drikke vand.

Om det er en god ide eller ej tør jeg ikke sige. Selv bekymrer jeg mig ikke om det, da jeg kun bruger lidt mælk i fx. røræg og en gang i mellem i kaffen.

Men noget kunne ihvertfald tyde på, at mælk har en del af skylden for vor tids fedmeepidemi.

Formålet med madpyramiden er ikke sundhed

Til sidst, så skal det også lige med, at madpyramiden slet ikke blev udviklet til at være den ultimativt sundeste måde at spise på.

Dengang, for snart 40 år siden, hvor madpyramiden blev udviklet, så var det et forsøg på at lave en billig og enkel kostplan for almindelig mennesker.

Madpyramiden har aldrig været et forsøg på at udvikle en særligt god og sund måde at spise på – uanset den i dag opfattes på den måde af rigtigt mange mennesker.

At madpyramiden egentlig drejer sig om billig og enkel mad er trådt helt i baggrunden. At det var det oprindelige formål med madpyramiden var ihvertfald ikke noget jeg vidste før jeg begyndte at sætte mig grundigt ind i hvad vores madvaner betyder for os.