Categories
Grej

Trekking med Fivefingers på – er det tid til at droppe de store vandrestøvler?

fivefingers trekking, drop de store vandrestøvlerFor snart et par uger siden var to af mine venner og jeg på trekking tur i bjergene omkring Innsbruck i Østrig.

Der var masser af andre folk, der også var på trekking, men i modsætning til alle de andre, så havde to af os valgt at tage turen med Fivefingers på.

Vi havde med andre ord valgt at droppe de store, traditionelle vandrestøvler til fordel for et par Fivefingers hver (hhv. et par KSO Trek med terrænsål og overdel af neopren og et par Trek LS med terrænsål, snørrebånd og overdel af kængurulæder).

At vi havde valgt at tage turen med Fivefingers på skyldes først og fremmest, at vi gerne ville have så lidt med som muligt, hvorved det jo var ideelt at Fivefingers ikke fylder og vejer alverden.

Lidt af et eksperiment

At vi havde valgt at tage turen med Fivefingers på var også lidt af et eksperiment, hvor vi ville finde ud af om det overhovedet kunne lade sig gøre at tage på bjergvandring i Fivefingers.

Til vores store glæde, så kunne det sagtens lade sig gøre. Ingen af os havde nogen problemer med at tage turen iklædt Fivefingers. Selvom vi gik i 5-6 timer om dagen, så var skoene behagelige at have på og vi fik ikke ondt i fødderne el.lign.

Det var faktisk kun vores lægge der blev lidt trætte – og det skyldes nok snarere at vi ikke er vant til at gå op og ned af bakker og bjerge end det skyldes, at vi havde Fivefingers på.

Fivefingers i al slags vejr

fivefingers trekking, drop de store vandrestøvlerUndervejs på vores tur rundt i bjergene, så hyggede vi os med både kraftig regn, lidt snevejr og en hel del vandring gennem dyb sne, så vi fik virkelig prøvet skoene af.

Alt den regn og sne gjorde, at det ikke kunne undgåes at der kom vand i skoene. For mig gjorde det ikke alverden, da mine sko var lavet af neopren og derfor holdt mine fødder varme på samme måde som en våddragt holder en varm.

Helt så rart var den tilgengæld ikke for min kammerat, der havde Fivefingers af kænguruskind på og tåsokker indeni. Hurtigt fik han våde sko og sokker, så han sometider gik og småfrøs om fødderne når vi gik igennem sneen.

Hul i storetåen

Oven i at der kom vand i skoene, så var der i forvejen hul på den ene storetå i mine sko – og efter et par dages vandring, så gik der også hul på den anden storetå.

Det skabte lidt panik, men heldigvis holdt neoprenen mine fødder så varme, at jeg ikke frøs selvom der var et rimeligt stort hul i storetåen på begge mine sko. Og med en god omgang sportstape om tåen inde i skoen, så var der heller ingen problemer med at kunne mærke skarpe sten o.lign. gennem hullet.

Kan jeg anbefale Fivefingers til trekking?

At der gik hul i mine sko er det eneste der gør, at jeg ikke er helt sikker på jeg kan anbefale Fivefingers til trekking. Der er ingen tvivl om det er en fornøjelse at have dem på og man sagtens kan vandre i dem, samt at man kan holde varmen uanset om det både regner og sneer. Problemet er i stedet, at jeg er bange for om de kan holde til trekking.

Jeg er simpelthen i tvivl om de kan holde til den slags – og det bliver godtnok noget af en udskrivning, hvis man risikerer at brænde et par sko af til ca. 1000,- kr når man bevæger sig ud i naturen i nogle dage.

Det evige problem med Fivefingers

Som bekendt, så er det evige problem med Fivefingers at de hurtigt kommer til at lugte af ged. Det gjorde mine sko også på denne tur, men heldigvis så lugter man jo så grimt efter flere dage i bjergene, at det ikke gør alverden forskel om ens sko lugter eller ej.

Og overraskende nok, så lugtede min kammerats sko ikke så meget som mine gjorde det. Men det skyldes nok først og fremmest, at hans sko var helt nye og at han brugte tåsokker på hele turen. Med tiden, så tvivler jeg ikke på, at hans sko også kommer til at lugte af ged.

By Mads Phikamphon

Programmør og ret glad for body hacking, effektivitet, minimalisme og cyklisme.

5 replies on “Trekking med Fivefingers på – er det tid til at droppe de store vandrestøvler?”

Trekking uden ankelstøtte? Det lyder … dumt. Derudover er det da hul i hovedet at give 1000 kroner for er par sko, der ikke kan tåle at blive brugt 😉

Det er vel naturligt at et par lædersko hvori der er brugt sokker ikke stinker lige så hårdt som neoprener, der er blevet udsat for syrebasser direkte.

Godt indlæg og interessant test. Jeg elsker selv mine fivefingers, og løber med dem på 2 – 3 gange om ugen. Men trekking er jo en smule mere udfordrende. Jeg kan forestille mig, at der kan være nogle udfordringer med hensyn til belastningen, da fivefingers ikke støtter og “absorberer”, når du træder ned. Du belaster måske din hæl, ankel og læg for meget. Derudover er der jo det med holdbarheden. Det er jo dræbende for en trekkingtur, hvis der pludselig kommer hul i skoene, og du ikke har et par reservesko/-støvler med.

Vi har ikke været så bekymret omkring belastningen. I stedet har vi været lidt bekymret omkring risikoen for at forvrede anklen el.lign. Vores hjemmebryggede teori er dog, at risikoen for den slags skader er mindre pga. den tættere kontakt med underlaget (så man hurtigere mærker evt. problemer og derved kan rette op før der sker skader).

Jeg benytter selv fivefingers til helt almindelige konditions træning i hverdagen, på helt almindelige stisystemer, så personligt er jeg ikke bange for at vride anklen.

Jeg er bare super glad for at de er så fandens lette at løbe med!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *