Sådan får du nemt flere besøgende til dit website (det er umuligt at fejle her)

Hvis du har et website der har kørt et stykke tid, så har du forhåbentlig også en masse Analytics data som du kan rode med (hvis du ikke allerede har sat Analytics op på dit website, så er det om at få det gjort nu og her. Det kan virkelig betale sig ifht. at følge med i hvordan det går med dit website og hvordan du kan optimere dit website).

Genvejen (websitet her) er en gammel svend med nogle år på bagen, så jeg har masser af lækre Analytics data at rode med. De kan bl.a. bruges til let at skaffe flere besøgende til mit website, så det vil jeg kigge på hvordan man gør her i dette indlæg.

Tag udgangspunkt i Queries siden

Udgangspunktet er Analytics siden “Queries”, der gemmer sig under “Search Engine Optimization”. På denne side kan du se alle de queries (søgetermer) du ranker for, hvor ofte din side bliver vist for de forskellige queries, hvilken rankings du har og hvor mange der klikker videre til din side (CTR, click through rate).

Google Analytics Queries

Hvis du sorterer listen med queries efter impressions, så kan du se hvilke queries dit website oftest bliver vist for. Du skal nu gå hver af disse queries igennem og se om du har en landing page for den enkelte query. Dvs. om dit website har en side, der er optimeret ifht. denne query.

Hvis du er i tvivl om du har en landing page eller ej for en query, så kan du prøve at søge i Google efter din query og se hvilken af dine sider der bliver vist. Har den viste side fra dit website query’en i titlen, så har du en landing page. Har den viste side ikke query’en i titlen, så har du ikke en landing page – eller du har ihvertfald ikke en landing page, der er optimeret ordentligt ifht. denne query.

Den query mit website oftest bliver vist for er “slankekur”. Hvis jeg søger efter “slankekur” i Google, så kan jeg se hvilken side der ranker for denne query:

Google søgning, slankekur

Titlen på den viste side er “Effektiv slankekur: Sådan tabte jeg 7,2 kg på 15 dage”, så her indgår query i titlen. Jeg har med andre ord en landing page der er optimeret ifht. denne query.

En anden query mit website ofte bliver vist for er “kalorier i æg”. Hvis jeg søger efter “kalorier i æg” i Google, så kan jeg igen se hvilken side der ranker for denne query:

Google søgning, kalorier i æg

Titlen på den viste side er “Glem alt om at tælle kalorier – sådan spiser jeg 5000 kalorier om dagen og taber mig samtidigt”, så her indgår query ikke i titlen. Jeg har med andre ord ikke en landing page, der er optimeret ifht. denne query.

Hold styr på dine queries og sider

For at holde styr på tingene, så er det en god ide at lave et lille Excel ark hvor du noterer de queries dit website oftest bliver vist for, hvilken side der bliver vist i Google for de enkelte queries og om denne side er en landing page der er optimeret den enkelte query eller ej.

Den nemmeste måde at gøre det på er ved at eksportere Queries siden fra Analytics til Excel. Det kan du gøre ved klikke på Export knappen øverst på siden.

Google Analytics, Excel export

Til det eksportere Excel ark kan du tilføje et par ekstra kolonner ligesom jeg har gjort det her:

Google Analytics, Excel data med ekstra kolonner

Alt efter hvor meget tid du har og hvor mange queries du har massser af visninger for, så kan du selv vælge hvor mange queries du skal arbejde med i dit regneark.

Det kan meget vel være, at du fra starten af kan sortere nogen af de mange queries væk fordi de ikke er relevante for dit website. Det gælder nemlig ikke om at få så mange besøgende som muligt, men om at få så relevante besøgende som muligt. Antallet af besøgende til dit website er med andre ord en såkald vanity metric, der inderst inde ikke giver nogen værdi til dit website.

Når jeg kigger i min liste over queries som mit website bliver vist for, så kan jeg fx. hurtigt droppe “lån 100000”. Jeg er ikke ude efter at låne penge ud til folk, så derfor er denne query ikke relevant for mit website og det kan derfor ikke betale sig at bekymre sig om at lave et landing page for denne side.

Optimering af eksisterende landing pages

Hvis du for en query allerede har en landing page, så skal du til at kigge på om den kan optimeres. Hvis du fx. ranker rigtig godt allerede, så kan det være at du blot skal optimere din side en lille smule for at kunne ranke endnu bedre og måske nå helt til tops.

Du kan optimere din side på mange måder. Du kan fx. ændre i titlen på din side, så query bliver nævnt tidligere i titlen. Du kan også overveje om ikke du kan udbygge din side, så den bliver længere og mere detaljeret. Google kan nemlig godt lide sider med masser af indhold – og jo mere indhold du har, des større er dine muligheder også for at ranke på alle mulige andre søgeord (såkaldte longtail søgeord).

Min side om slankekur trækker fx. besøgende på en masse andre queries end de store søgninger som “slankekur” og “effektiv slankekur”. Iflg. Analytics ranker siden fx. 4,7 for “slank i en fart” selvom jeg på ingen måde har optimeret siden ifht. denne query. Grunden til den ranker for denne query skyldes at siden har en masse indhold, så Google har vurderet at den er relevant at vise for query’en uanset den ikke er optimeret til denne query.

Udover at ændre selv siden, så kan du også gøre meget for dine rankings ved at kigge på hvordan du linker til siden. Jo flere og bedre interne links en side har, des større er dens muligheder for at ranke godt.

Hvis jeg gerne ville rykke helt til tops for query’en “slankekur” (hvor jeg p.t. ranker 4,4), så kunne jeg fx. lave nogle interne links til siden fra andre sider. Jeg kunne også overveje om det ville være relevant at nævne siden i min menu el.lign.

Du kan selvfølgelig også forsøge at få nogle eksterne links til dine enkelte sider, men det er næsten altid væsentligt mere besværligt end at optimere dine egne sider. Du er nemlig ikke herre over de eksterne links på samme måde som du er det med de interne links og hvad der ellers sker på dit eget website (Google er heldigvis så meget fremme i skoene efterhånden, at det ikke længere kan betale sig at gøre som i gamle dage og kode et lille program til at lave nogle hurtige eksterne links).

Oprettelse og ændring af landing pages

Hvis du ikke har en landing page for en query, så skal du kigge på om det bedste kan betale sig at lave en ny landing page eller ændre lidt i en eksisterende landing page.

Det letteste er at ændre i en eksisterende landing page, så det vil jeg kigge på først.

Som du kan se i mine Analytics data, så ranker jeg bl.a. for “nem slankekur”. Når jeg søger efter denne query i Google, så kan jeg se at det igen er slankekur siden der ranker selvom der ikke står “nem slankekur” i titlen.

Google Analytics, nem slankekur

Google søgning, nem slankekur

Hvis jeg gerne vil ranke bedre for “nem slankekur”, så ligger det lige for at ændre lidt i sidens titel og indhold. Jeg kan fx. rette titlen fra “Effektiv slankekur: Sådan tabte jeg 7,2 kg på 15 dage” til “Nem og effektiv slankekur: Sådan tabte jeg 7,2 kg på 15 dage”, hvorved “nem slankekur” pludselig er nævnt i sidens titel og siden derved er bedre optimeret ifht. at ranke for denne query.

Det gælder dog samtidigt om ikke at gå amok. Som du kan se i mine Analytics data, så ranker jeg også ret godt for “hurtig slankekur”. Det er derfor fristende at ændre titlen til fx. “Nem, hurtig og Effektiv slankekur: Sådan tabte jeg 7,2 kg på 15 dage”. Men det vil jeg ikke anbefale, da titlen så ikke længere er særligt læsevenlig. Er det ikke længere læsevenlig, så risikerer du at folk ikke klikker så meget på din side som de ellers ville have gjort og det kan også være at Google bliver lidt træt af dig, hvis du overoptimerer dine sider.

Har du ikke en eksisterende landing page som der kan ændres lidt i, så skal du til at lave en ny landing page.

Som du kan se i mine Analytics data, så ranker jeg bl.a. for en masse variationer for “kalorier i æg”. Det er åbenbart en populær søgning hvor der næsten ikke er nogen konkurrence, så det skriger efter at der bliver lavet en landing page til denne query.

Google Analytics, kalorier i æg

De variationer af “kalorier i æg” jeg ranker for er bl.a.:

  • kalorier i æg
  • æg kalorier
  • hvor mange kalorier er der i et æg
  • kalorier æg
  • kcal i æg

Det kan næppe betale sig at lave en seperat landing page for hver af disse variationer, da det vil kræve en masse ekstra arbejde og være farligt ifht. siderne kommer til at være alt for ens i Googles øjne (duplicate content).

Hvis jeg gerne vil ranke for “kalorier i æg”, så vil jeg i stedet lave en landing page med titlen “Kalorier i æg – så mange kcal er der i et æg” (det har jeg ikke gjort, da jeg ikke ligger vågen om natten og drømmer om at ranke for “kalorier i æg” etc.).

Glem ikke din CTR (Click Through Rate)

Når du kigger i Analytics på din Queries side, så kan du også se hvor mange der klikker videre til dit website når dine sider bliver vist i Googles søgeresultater. Hvor mange der klikker videre kaldes CTR eller “click through rate”.

Det er ligeså vigtigt at kigge på CTR som det er at kigge på rankings, da begge dele har stor indflydelse på hvor mange besøgende du får på din side.

Hvis du fx. kan fordoble din CTR, så kan du få dobbelt så mange besøgende uden at du behøver ranke bedre. Og i modsætning til rankings, så er du selv lidt herre over din CTR. CTR afgøres nemlig ikke kun af hvor du er placeret i Googles søgeresultater, men også af hvilken title og meta description din side har.

Det er derfor det altid kan betale sig at gøre noget ud af dine titler og meta descriptions.

Hvis du er i tvivl om hvad du skal skrive for at øge din CTR, så kan det anbefales at nævne specikke tal og data. Hvis vi kigger på min slankekur side igen, så er titlen “Effektiv slankekur: Sådan tabte jeg 7,2 kg på 15 dage”>. At der nævnes et bestemt antal kg og et bestemt antal dage tror jeg er grunden til den rimelige CTR selvom siden ikke ranker bedre end 4,4 og der ikke er nogen meta description.

At der ikke er nogen meta description gør at Google bestemmer hvad der skal stå under titlen (det kan Google også finde på selvom du har en meta description, men med en udfyldt meta description er du ihvertfald til en vis grad herre over hvordan dit website ser ud i søgeresultaterne).

Du kan også kigge lidt på hvad folk har skrevet i AdWords annoncerne for de enkelte queries, da vi må gå udfra at de er optimeret ifht. at folk skal klikke på dem (annoncerne bliver også billigere des bedre CTR de har).

Jo højere du er placeret i søgeresulaterne des bedre CTR vil du opleve jvf. nedenstående skema fra Advanced Web Ranking. Men med en god title og en god meta description, så kan du godt opleve at dit website der ranker nr. 2 har bedre CTR end det website der ranker nr. 1.

AWR CTR

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*