Categories
Krop og fysik

Chokolade er sundt, hvis du vælger den rigtige mørk chokolade

Normalt opfattes chokolade som noget usundt stads man skal bevæge sig i stor bue udenom. Men det er ikke helt rigtigt. Afhængig af hvor mørk chokolade der er tale om, så kan det faktisk være en rigtig god ide at kaste lidt chokolade indenbords i ny og næ.

Det viser sig nemlig, at der er flere sundhedsmæssige fordele ved at spise meget mørk chokolade (dvs. chokolade, der har et kakaoindhold på 80-85% eller mere – mælkechokolade, lys chokolade o.lign. er der intet sundt ved. Det er kun meget mørk chokolade der er sundt).

Hvilken mørk chokolade er den bedste?

At det forholder sig sådan kan man kun råbe hurra over. Ikke mindst hvis man, som jeg, elsker meget mørk chokolade.

Men hvilken mørk chokolade er egentlig den bedste? For at finde ud af det, så lokkede jeg nogle forskellige firmaer til at sende bloggen et par vareprøver 🙂

Vareprøver der blev prøvesmagt med stor velbehag – eller ihvertfald stort velbehag det meste af tiden, for det viste sig at der var stor forskel på de forskellige chokolader. Nogen af dem var helt fantastiske, mens andre let kunne forveksles med størknet opvaskemiddel…

Michel Cluizel Grand Noir 85% Michel Cluizel Grand Noir 85%
5 stjerner, mørk chokolade
Rigtig god chokolade, der hverken er for sød eller for bitter. Selv folk der ikke er så glade for meget mørk chokolade synes at kunne lide Michel Cluizel Grand Noir 85%. Der var generel enighed i testpanelet om at dette var den bedste af testede chokolader.

Michel Cluizel Grand Noir kan købes hos Emils Chokolade.

Vivani Feine Bitter 85% Vivani Feine Bitter 85%
4 stjerner, mørk chokolade
Vivani Feine Bitter har en stor fordel ifht. mange andre mørke chokolader, da den er sød i smagen når man kommer dne i munden og det mest er eftersmagen der er bitter. Den egner sig derfor rigtig godt til begyndere indefor mørk chokolade 🙂

Tilgengæld er det ikke så smart, at Vivani Feine Bitter pladen er opdelt i ret store firkanter. Hver firkant er så stor, at det let bliver for meget (man skal ikke have ret meget mørk chokolade ad gangen, så jo mindre firkanter des bedre).

Vivani Feine Bitter kan købes hos Ren Velvære og hos Helsebasen.

Björnsted 85% Cacao Björnsted 85% Cacao
4 stjerner, mørk chokolade
Björnsted 85% Cacao fra Netto var helt sikkert testens overraskelse. Jeg vidste godt, at den smagte godt, men at den ligefrem er bedre end de fleste andre, væsentligt dyrere chokolader overrasker mig en del.

Den er meget tæt på at være ligeså god som Michel Cluizel Grand Noir 85%. Takket være prisforskellen, så er det dog nok Björnsted jeg vil holde mig til fremover, når alle vareprøverne er blevet spist op (Björnsted 85% Cacao er en hel del billigere end Michel Cluizel Grand Noir 85%).

Björnsted 85% Cacao kan købes i Netto.

Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper
4 stjerner, mørk chokolade
Da vi skulle smage denne chokolade, så var det med bange anelser. Hvor stærk ville den mon være? Vi var derfor noget overraskede, da chokoladen ikke føltes det mindste stærk da vi kom den i munden. Eftersmagen var tilgengæld stærk. Så stærk at de mindste i testpanelet i en fart måtte skylle efter med en kop vand 🙂
Normalt synes jeg at chilli og chokolade er noget skidt at blande sammen, men Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper er faldet heldigt ud. Det er ihvertfald den bedste chilli/chokolade mix jeg mindes at have smagt.

Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper kan købes hos Emils Chokolade.

Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade
3 stjerner, mørk chokolade
Flere i testpanelet var meget glade for Chokoblok. Ikke kun fordi det er en god chokolade, men også fordi den er lettere at gå til end mange af de andre chokolader. Det skyldes især at den er lidt sødere, da den kun har et kakaoindhold på 70% (de fleste af de andre chokolader vi testede har et kakaoindhold på mindst 85%).

Det lave kakaoindhold gør dog, at den ikke er helt så sund som de andre chokolade og det trækker også ned, at den har testens mest tåbelige udformning. Det kan godt være at det, jvf. navnet Chokoblok, er et koncept at chokolade skal være en stor samlet, tyk blok, men det gør altså at man ikke kan knække en firkant eller to af med fingerene. I stedet, så må man have fat i en kniv, hvilket er helt hat og briller.

Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade kan købes hos Helsebasen.

Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold
3 stjerner, mørk chokolade
Irma’s mørke chokolade smager overraskende meget af chokolade. Væsentligt mere end de fleste andre mørke chokolader vi testede. Den smager faktisk så meget af chokolade, at nogen nok vil synes det er for meget (mig selv inkl.). For folk der lige er begyndt at spise mørk chokolade er den dog et glimrende valg – og i modsætning til fx. Vivani Feine Bitter 85%, så har firkanterne her den helt rette størrelse.

Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold kan selvfølgelig købes i Irma.

Rapunzel 85% Kakao Rapunzel 85% Kakao
3 stjerner, mørk chokolade
Efter flere i testpanelets mening, så var Rapunzel 85% Kakao en af de bedste chokolader. Men desværre har den et stort problem: Den er alt for blød. Så blød at det virker som den småsmelter ved stuetemperatur. Da jeg smagte på den endte det ihvertfald med chokolade mærker i hånden, rundt om munden og hist og her i min notesbog 🙁

Rapunzel 85% Kakao kan købes hos Ren Velvære.

Michel Cluizel Noir Infini 99% Michel Cluizel Noir Infini 99%
3 stjerner, mørk chokolade
Jeg var vist den eneste der synes, at Michel Cluizel Noir Infini 99% smagte godt. Resten af testpanelet brokkede sig en del over den, selvom de mente at den var mere spiselig end Andrea Steiner 100% nedenfor.

I modsætning til de fleste andre af chokoladerne, så kommer Michel Cluizel Noir Infini 99% i et noget upraktisk og blød pakning. Man kan derfor godt have den mistænkt for mest at være beregnet til madlavning. Det er ihvertfald ikke en pakning hvor man tager en bid og kommer resten i lommen til senere.

Michel Cluizel Noir Infini 99% kan købes hos Emils Chokolade.

Andrea Steiner Dark Chocolate 100% Andrea Steiner Dark Chocolate 100%
3 stjerner, mørk chokolade
Bortset fra mig, så synes hele testpanelet at Andrea Steiner Dark Chocolate 100% var alt, alt for bitter og nærmest uspiselig. Selv synes jeg den var til at spise, men jeg hvis jeg skal vælge, så vil jeg nok foretrække Michel Cluizel Noir Infini 99% eller fx. Lindt 99% (som det ikke har været til at opdrive nogen steder).

I testpanelet var der dog generel enighed om at Andrea Steiner Dark Chocolate 100% vil være helt perfekt til fx. madlavning.

Andrea Steiner Dark Chocolate 100% kan købes hos Emils Chokolade.

RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% (1 stjerne)
1 stjerner, mørk chokolade
Her har vi klart testens værste chokolade. Faktisk var RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% den eneste chokolade som der var absolut ingen der kunne lide. Den er decideret væmmelig og kemisk i smagen, hvilket fik mig til at spytte den ud igen, da jeg smagte på den.

Måske skyldes den dårlige smag, at chokolade er fremstillet efter raw food principper – men det er så bare endnu en grund til at løbe skrigende væk fra raw food.

RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% kan købes hos Ren Velvære.

Hvad testen endte med

Efter testen er der ikke så meget tvivl: Grand Noir 85% fra Emils Chokolade var den bedste af de testede chokolader.

Pga. prisen, så vil jeg dog nok holde mig til Netto’s mørke chokolade fremover, da den også er rigtig god og en hel del billigere.

Udover de testede chokolader, så var Helseudsalg.dk så venlige at sende bloggen ingredienser til selv at lave mørk chokolade. Det vil jeg forsøge mig med om nogle dage og så kommer det selvfølgelig på bloggen hvordan det gik og hvordan vores egne, hjemmefremstillede chokolader smagte ifht. chokoladerne i denne test.

By Mads Phikamphon

Programmør og ret glad for body hacking, effektivitet, minimalisme og cyklisme.

11 replies on “Chokolade er sundt, hvis du vælger den rigtige mørk chokolade”

Jeg tror lige en smutter en tur forbi Netto på vej hjem. Min slankekur har givet knap 4 kilo mindre på badevægten i løbet af 14 dage, men jeg tror jeg fortjener en belønning. Fin gennemgang i øvrigt. Flemming skal vel næsten kreditteres 😉
En du i øvrigt ikke har med, også fra Netto, men som jeg har testet for nylig er Superior. Den var helt klart for bitter til min smag, ville nok give den to stjerner, men den falder nok bedre i din smag.

Superior chokoladen fra Netto er billig, men det er efter min mening også noget af det eneste gode der er at sige om den. Jeg vil til enhver tid gerne betale lidt ekstra og snuppe Björnsted chokoladen i stedet 🙂

Jeg har lige købt Superior nogle gange – og er begyndt at syntes den er rigtig god faktisk. Også prisen taget i betragtning. Og Sara 2 år elsker den også 🙂

Bjornsted 85% og vivani 85% kommer fra samme firma og er helt ens. Meget godt at vide så man lige kan spare lidt penge ved at købe bjornsted i netto 😉

Nogle der kender andre producenter af 99% chokolade end lige Lindt og Cluizel?

Synes der er lidt begrænset hvad man kan finde når man kommer over 85%, så håber der er nogle der er stødt på et par varianter de føler er værd at dele med os andre:)

Til Peter – jeg har en 99% fra Lindt. Jeg er normalt meget glad for mørk chokolade og spiser gerne 85% og kan klare en del bitter smag.
MEN….. 99% er fuldstændig uspiselig. Uden at overdrive. Jeg kan ikke spise den uden at lave mærkelige ansigter.

/Flemming

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *