8 tips til at stoppe med at bruge Bitly i blinde

Med Bitly kan du forkorte links, så de bliver lettere at dele med andre. Dvs. at du kan tage et langt link som “https://www.genvejen.dk/8-tips-til-stoppe-med-bruge-bitly-blinde/” og via Bitly få det forkortet til fx. “http://bit.ly/bitlyblind”, så det bliver lettere at dele offline og på de sociale medier.

De fleste bruger Bitly i blinde, men det er der ingen grund til. Bitly kan nemlig en masse trick, som du kan lære hvis du har mod på at læse denne artikel (jeg er ret sikker på at du får et par guldkorn eller tre ud af de næste par minuter).

Stop med at bruge Bitly i blinde

Når du bruger Bitly, så skal du først og fremmest vide at du kan trække rapporter om hvordan alle dine Bitly links klarer sig. Her fx. et link som jeg netop har delt på Twitter.

Bitly link til SOG søger nye medlemmer

Bitly’s rapporter kan du fx. bruge til at se hvordan dine links klarer sig på forskellige sociale medier. Hvis du fx. har delt det samme link på Twitter og Facebook, så kan du via Bitly Analytics se hvilke af medierne der giver mest værdi (dvs. klik på linket).

Hvis dit Bitly link er til din egen side, så kan du selvfølgelig også se den slags via Google Analytics. Men det kan du ikke, hvis dit Bitly link går til en side du ikke selv styrer.

Hvis du fx. er blevet omtalt i medierne, så kan det være du gerne vil dele omtalen på Twitter og Facebook. Det kan du så gøre med et Bitly link – og bagefter kan du så se hvilke af de to sociale medier der sendte mest trafik til omtalen.

Et andet spændende trick omtaler Bjørn Johansen her. Han bruger Bitly til at linke til hans CV fra forskellige CV-databaser og takket være Bitly’s rapporter kan han se hvilke af databaserne der sender trafik til CV’et. Super smart, hvis dit CV ikke ligger på din egen hjemmeside.

Jeg er netop selv begyndt at bruge dette trick til at linke til mit CV på LinkedIn.

Sådan snager du i alle Bitly links

Det er ikke kun rapporter for dine egne Bitly links du kan kigge nærmere på. Hvis du ved hvordan du gør, så kan du faktisk snage i statistiken for ethvert Bitly link!

Det eneste du skal gøre er at skrive “+” efter linket. Gør du det, så får du adgang til en masse spændende data (det gælder ikke mindst hvis du forinden har lavet en gratis Bitly konto, hvilket du alligevel skal gøre for at kunne lave dine egne Bitly links).

Her har vi fx. et link til Trello, som jeg selv elsker at bruge til at tracke projekter og til at styre hvilke opgaver min VA (virtuel assistent) skal give sig i kast med.

Trello på Twitter med Bitly link

Tager vi det link (“https://bitly.com/bitlyagile”) og skriver + efter (“https://bitly.com/bitlyagile+”), så får vi adgang til denne skærm hvor vi kan se hvordan der er blevet klikket på linket og hvordan det er blevet delt. Bemærk fx. at linket er blevet delt næsten dobbelt så mange gange på Facebook som på Twitter, samt at det især har været populært i USA.

Trello Bitly statistik

Halveringstid for links

Når man kigger på Bitly’s rapporter, så er det værd at bemærke hvornår linket er populært. Dvs. hvornår der er blevet klikket mest på det.

Der er nemlig typisk en tendens til at interessen for et link falder over tid. Dvs. at der er færre og færre der klikker på det.

Faktisk har de fleste links en halveringstid der tælles i timer fremfor i dage eller uger (halveringstiden er den tid der går, fra et link er blevet postet til det har fået halvdelen af alle de kliks det nogensinde vil få). Bitly har selv gennemgået en del links for nogle år siden og på den måde fundet ud af, at halveringstiden afhænger af flere ting:

  • Hvilket medier linket deles på. Halveringstiden på Twitter (2,8 timer) er fx. lavere end halveringstiden på Facebook (3,2 timer), mens Youtube har den længste halveringstid (7,4 timer). Selv email marketing har en grusomt lav halveringstid (3,4 timer).
  • Hvilket emne linket drejer sig om. Der er nogen emner der har en længere halveringstid end andre, ligesom det selvfølgelig betyder noget hvor interessant og kontroversielt et link er. Links der ikke fører til noget interessant bliver med andre ord delt mindre end interessant links.

Efter man har delt et interessant link, så kan man iøvrigt gøre sit til at det samme link senere hen får en ekstra runde i rampelyset. Måden man gør det på er ved at få en influencer til at dele linket (en influencer er en som har mange følgere på de sociale medier).

Dvs. at man kan få en graf der i Bitly kan se sådan her ud (bemærk at grafen har toppunkter i september 2015, august 2016 og oktober 2016, hvilket tyder på at linket er blevet delt af influencers på disse tidspunkter):

Techcrunch Bitly statistik

Afhængigt af hvor stærk en influencer der deler linket, så kan delingen i mange tilfælde skabe flere kliks end ens egen deling. Kan du fx. lokke Ronaldo til at dele dit link, så vil hans 49 millioner følgere på Twitter skabe en del flere kliks og sende en del mere trafik end din egen deling af linket gjorde.

Links som folk kan huske

Som jeg nævnte i starten af artiklen, så bruges Bitly ofte til at forkorte links til et mere menneskeligt format. Det er super smart, hvis du gerne vil lave et link som kan huskes og som du fx. kan dele med folk offline.

Tag fx. min slankekur artiklen, der stadig kører derudaf flere år efter jeg postede den her på bloggen (den er stadig på side 1 i Google for de fleste, hvilket om noget viser værdien af stærkt indhold).

Google søgning efter slankekur

“http://www.genvejen.dk/effektiv-slankekur-saadan-tabte-jeg-72-kg-paa-15-dage/” er dog ikke ligefrem et link som det er let at dele med andre i en hurtig snak ved kaffemaskinen, så her kan Bitly hjælpe.

Vups og så er linket pludselig “http://bit.ly/effektivslankekur” – og meget lettere at dele (hvilket du selvfølgelig er velkommen til, hvis du kender folk der gerne vil tabe sig her efter nytår).

Nu bemærkede du sikkert at mit Bitly slankekur link ikke har en underlig kode i linket (ligesom fx. dette link til New York Times “bit.ly/2hrKiPM”). Koden udskiftede jeg med min egen tekst ved at klikke på Customize ifbm. jeg lavede linket på Bitly’s hjemmeside.

Customize Bitly link url

Afhængig af dit ambitionsniveau, så kan du også få dit helt eget domæne at dele udfra. Det bruger fx. New York Times til at dele deres links på Twitter (via domænet nyti.ms, der redirecter til bit.ly som igen redirecter til den relevante side på nytimes.com).

Bitly links og SEO

Hvis du er nået helt herned i artiklen, så er du forhåbentlig ikke i tvivl om at Bitly er smart. Men hvad med SEO? Hvordan påvirker Bitly SEO?

Grundlæggende er et Bitly link et link til din side, hvilket kan give dig SEO mæssig værdi ligesom mange andre links gør det. Det er dog også en 301 redirect, så du mister en smule link juice ved at bruge et Bitly link fremfor et helt almindeligt link (præcis ligesom du gør det med ethvert andet 301 redirect).

Det er så op til dig, om du synes det er vigtigst at få den fulde værdi af et link eller om du vil tracke en masse ting via Bitly’s rapporter, samt få et link der er lettere at dele på de sociale medier og offline.

Det er iøvrigt også værd at nævne at du kan gemme parametre i Bitly links, hvilket fx. kan være relevant hvis du gerne vil tilføje ekstra tracking eller lave et affiliate link som er let at dele.

Hvis jeg fx. vil lave et affiliate link til Wupti, så ser det umiddelbart sådan her ud: “https://www.partner-ads.com/dk/klikbanner.php?partnerid=15024&bannerid=25156”. En tur igennem Bitly og så har vi et meget pænerere link: “http://bit.ly/hejwupti”

Bitly spam og phishing

Når nu du kan gemme parametre i et Bitly link, så er det ingen hemmelighed at du også kan gemme alt muligt andet i et sådan link. Hvis du fx. opfører dig af helvede til, så kan du gemme links til spam sider i et Bitly link og derved få folk til at klikke sig vej til sider som de ikke har lyst til at besøge.

Det er fx. et ofte brugt trick til at få folk til at klikke sig vej til phishing sider (dvs. sider der forsøger at snyde folk ved fx. at se ud som deres rigtige bankhjemmeside).

Hvis du er i tvivl om et Bitly link har rent mel i posen, så kan du bruge GetLinkinfo til at få viden om et link inden du besøger det. Eneste problem er så, at det er et ekstra step der skal gennemføres når du vil klikke på et link, samt at GetLinkinfo ikke er nogen super hurtig side og den ikke tolke alle Bitly links (den kan fx. ikke lide Bitly linket til mit CV, selvom det ligger på LinkedIn).

Når GetLinkinfo virker, så kommer den tilgengæld med nogle glimrende oplysninger. Her Bitly linket til min slankekur artikel:

GetLinkinfo af slankekur link

To hurtige bonus tips

  • Hvis du bruger Instagram, så ved du sikkert at du kun kan linke ud fra din profilside. Hvis du er snedig, så laver du dette link som et Bitly link, så du kan ændre det løbende uden at gå omkring Instagram hver eneste gang.

    Det kan fx. være relevant hvis du har en webshop. Hver gang du deler et tilbud på Instagram, så kan du samtidigt ændre dit Bitly link, så det altid peger på det tilbud som du senest har delt på Instagram.

  • Hvis du er teknisk anlagt, så er det også værd at vide at Bitly har et API som man kan programmere op imod. Det kan fx. være relevant, hvis du deler mange Bitly links og gerne vil udtrække en masse statistik på tværs af dine Bitly links.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*