Categories
Bolig Krop og fysik

Ondt i ryggen eller lænden? Så skal du bare ligge dig til at sove på gulvet

Næste alle japanere sover på en tynd madras (futon) på gulvet – og rygterne vil vide, at de har langt færre problemer med ryggen end vi danskere har.

Spændende. Så spændende, at konen og jeg d. 1/9 droppede vores madrasser, så vi kunne prøve at sove på gulvet i hele september måned.

I stedet for at ligge blødt på vores kombination af boxmadrasser med en topmadras ovenpå, så smed vi vores topmadras ned på gulvet og lagde os til at sove der.

Godt for ryggen at sove på gulvet

Sove på gulvetHer, en måned senere, er det så tid til at vurdere om det var en god ide at sove på gulvet eller ej.

Selv synes jeg ikke, at jeg har kunne mærke nogen forskel – men jeg har selvfølgelig heller aldrig ondt i ryggen. Hverken da jeg sov i vores seng eller nu, hvor jeg sover på gulvet.

Min kone har tilgengæld kunne mærke stor forskel. Før havde hun sometider ondt i ryggen (lænden), men efter vi begyndte at sove på gulvet er problemet blevet meget mindre.

Det kræver selvfølgelig lidt tilvænning at sove på gulvet, men det er slet ikke så hårdt som man umiddelbart skulle tro. Giv det et par dage og så er det ligeså komfortabelt som at sove i en almindelig seng.

Vi sover videre på gulvet

Fordi det har været så godt for min kones ryg at sove på gulvet, så regner vi med at fortsætte på den måde.

Men det duer ikke at have topmadrassen liggende på gulvet på samme måde som vi har haft den liggende i den sidste måned.

Når vores topmadras ligger på gulvet, så bliver den lynhurtigt møget til og snavset som bare fanden. Topmadrassen ligger også i vejen når man skal ind og ud af soveværelset, have fat i noget tøj i skabene, etc. (omend den let kan placeres i hjørnet, når vores madrasser ryger ud).

Det er iøvrigt heller ikke nogen god ide at have en madras liggende direkte på gulvet i længere tid, da der på sigt kan opstå svamp på undersiden af madrassen. Pisse usundt – og det bliver bestemt ikke bedre af svampen kan brede sig til gulvet og ødelægge det.

Vores fremtidige soveplaner

Fordi det ikke duer at sove videre på samme måde, så er det vores plan at få lavet en træramme, så vi kan få en passende størrelse træplade lidt op i højden. Ingen af os har desværre hænderne skruet på til den slags, så vi skal lige finde en, der kan lave en sådan træramme for os.

Indtil da vil vi bruge den alternative løsning med at rulle madrassen sammen om dagen, hænge den op på væggen el.lign., så den ikke bliver så snavset og der ikke opstår svamp på undersiden.

I længden tror jeg dog vi bliver trætte af at pakke madrassen sammen igen og igen – ikke mindst fordi jeg har en tendens til at tage en middagslur hver dag (endnu en fornøjelse ved at arbejde hjemmefra).

Men hvem ved? Måske bliver vi glad for al den plads vi sparer, når vi ruller madrassen sammen.

Det er ihvertfald ikke nogen hemmelighed, at man i de fleste japanske hjem ruller madrasserne sammen om dagen og gemmer dem i et skab el.lign. På den måde sparer man ikke alene en masse plads – man kan også meget lettere bruge soveværelserne som opholdsrum om dagen.