I min sidste post skrev jeg løs om at talent og mangel på samme. At det er en skrøne at noget er født med bestemte talenter og andre ikke. I stedet viste det sig, at det hele er et spørgsmål om træning og atter træning.
Men betyder det så, at vi allesammen kan blive verdensstjerner, hvis vi ellers strammer hjælmen og træner som svin hver eneste dag?
Desværre ikke. Uanset hvor meget vi træner, så kan vi ikke hale ind på dem, der er startet tidligt og som har trænet igennem fra de var små børn.
Lad os fx. sige, at du er 20 år gammel og beslutter dig for at blive den bedste i verden til tennis. Desværre har du aldrig spillet tennis før, så du starter med 0 timers træning. Tilgengæld kæmper du for det og træner 40 timer om ugen hver eneste uge (uanset jeg tvivler på det er menneskeligt muligt at træne effektivt i så mange timer om ugen).
Når du er 25 år har du trænet 10000 timer, hvilket burde betyde du er i verdensklasse.
Det ville du nok også være, hvis du havde valgt noget andet end tennis. Noget, hvor konkurrencen ikke er så hård. Det viser sig nemlig, at 10000 timers træning ikke er en mirakelkur indefor alle felter. Hvis konkurrencen er lav indefor et felt, så kan det være 5000 timer er nok – og hvis konkurrencen er hård, så kan det være at der skal mange flere timer end 10000 til.
Tennis er et af de felter, hvor konkurrencen er benhård. Der vil dine 10000 timers træning være vand imod hvor meget din modspiller allerede har trænet, hvis han fx. er startet som 4 årig.
Hvis din modspiller er startet som 4 årig og trænet 20 timer hver eneste uge siden da, så vil han som 25 årig have trænet over 21000 timer – eller mere end dobbelt så meget som dig.
Du kan derfor lige så godt opgive drømmen om at blive verdensstjerne, hvis du allerede er oppe i årene.
Men det betyder heldigvis ikke, at du ikke kan blive rigtig god. Selv om du starter sent, så vil du med 10000 timers træning kunne blive en fantastisk tennisspiller. En tennisspiller der er meget, meget bedre end de fleste andre i verden.